Familien, vores hus, have og husdyr.

Jeg er gift med min kære kone Lisbeth. Vi blev borgerligt viet i en stiv kuling den 20 nov 2004 på Kronborgs volde af Helsingørs borgmester Per Tærsbøl. For at gøre det fuldendt, fik vi den 28 nov 2009 kirkens velsignelse i Magleby Kirke på Langeland.
Vi mødte hinanden på internettet og gav tingene den nødvendige tid. Forstået sådan, at jeg rejste fra Helsingør over til Lisbeth på Langeland, så godt som hver weekend i et halvt år. Først da mente vi at kende hinanden godt nok til at flytte sammen, og Lisbeth, hendes 2 børn Emil og Manna og hunden Futte flyttede ind i huset i Helsingør. Huset var ikke særlig stort, men vi klarede da at bo der nogle år.
Ud over Lisbeths 2 børn, så har jeg selv 2 voksne drenge Torben og Rasmus fra et tidligere ægteskab. Så vi er en rimelig stor familie når alle er sammen.
Vi er begge naturmennesker og har pudsigt nok utrolig mange fælles interesser, så det var hyggeligt at kunne være sammen om mange ting.


Nu bor vi i Straahatten, et dejligt stråtækt bondehus på det sydlige Langeland.
Det havde vi først som fritidshus et par år, indtil Manna var færdig med skolen i Helsingør, så vi kunne flytte permanent herover. I mellemtiden var Emil allerede flyttet, da han fik læreplads i Rudkøbing.
Samtidig med flytningen, så åbnede vi Butik Straahatten som desværre kun fik en meget kort levetid, men til gengæld kostede os en masse penge.
Vi havde også planer om at starte et mikrobryggeri Bryghuset Straahatten, men de planer døde desværre sammen med butikken.
Huset ligger meget ugenert skjult mellem en masse gamle træer og omgivet af marker på de 3 sider. Fra offentlig asfaltvej har vi en privat markvej på ca 200 meter forbi 2 andre bondehuse ind til Straahatten. Da de begge er fritidshuse, hvor ejerne ikke kommer særlig tit, så er her meget fred og ro.
En ulempe er dog, at vi selv skal sørge for at rydde markvejen for sne om vinteren, men vi har gode venner på gårdene i nærheden, så en tur med en traktor med grab gør underværker.
Huset er opvarmet med elradiatorer og en brændeovn. Elvarmen er rigtig dyr, så når der bliver råd, skal vi have en luft-luft varmepumpe. Sådan en fik vi i Helsingør og den er en rigtig god varmekilde og billig i drift.
Især om vinteren svinger temperaturen ret meget - ca 15 gr C om morgenen og 19-20 gr C om aftenen. Det er ideelle forhold til orkideer, som vi har mange af i alle vinduerne. De vekslende temperaturer gør, at mange af dem sætter blomsterknopper i løbet af vinteren og så står de i fuld flor, når foråret titter frem.

Grunden er på 2300 kvm og er nærmest en naturgrund, med masser af store gamle træer med græs imellem.
Vi er i gang med at fjerne en del af træerne, som så gør gavn i brændeovnen, og omdanne lidt af grunden til en rigtig have med buske, bede og urtehave.
Da jeg har samlet alpine planter i mange år, så skal der også findes plads til et stenbed, så de kan komme til deres ret.
Og en havedam. Da jeg boede i Kgs Lyngby, havde jeg lavet en fin havedam, så sådan en vil jeg meget gerne have igen.

Inspireret af TV serien om "Bonderøven" og John Seymours fremragende bog "Den nye komplette håndbog i selvforsyning" har jeg besluttet at forsøge mig som "hobby-bonderøv".
Vi er startet med nogle Wyandotter dværghøns, der er sat et lille drivhus op, døde bambus og flere store asketræer er fjernet for at give plads til en urtehave og nogle bærbuske. Gennem flere år har jeg selv dyrket humle til min ølbrygning.
Et større stykke græsplæne er gået ud, da det har stået i skyggen af høje hybenbuske og træer. Træer og buske er beskåret og stykket skal graves igennem og så skal jeg så Durumhvede eller Ølandshvede i det. Ikke så meget, men forhåbentlig nok til et godt tilskud til Lisbeths bagekunst.
Så kunne det også være spændende at få fat i et par ænder. Jo, der er nok af gode ideer at tage hul på.

Vi holder meget af dyr. Både dem naturen og dem vi selv anskaffer.
Lige nu har vi 2 hunde. Da den gamle Futte-hund døde, var vi nødt til at få en ny hund, så der kom Coco ind i familien. Han er en brun engelsk Cocker Spaniel. Og da vi havde besluttet at flytte på landet, tog vi imod Bella, en Golden Retriever tæve, som ikke længere kunne blive boende hos noget familie. Nu nyder de begge livet på landet med masser af plads.
Så er man nødt til at have en kat. Den tager nemlig de mus, der ikke kan undgås, især når der bliver høstet på markerne rundt om huset. Jeg har godt nok aldrig rigtig været vild med katte, men vores lille Silke er nu sød nok. Hun er en norsk skovkat, som vi fik som lille miserabel killing fra en gård i nærheden. Hun er nu blevet en rigtig flot mis!
Så har vi også parakitter. Igen noget vi begge har været begejstret for. Så jeg er ved at bygge et lille fuglehus med et par udevolierer til. Lige nu bor vores sangparakitter i et par midlertidige bure/volierer og venter på at deres nye bolig bliver færdig.

Udgave 1.0, revideret 12.01.2011.

Send post til Webmaster: info"snabel-a"oz7ya.dk.